جاري تحميل ... مدونة نور الدين رياضي للعمل السياسي والنقابي والحقوقي

إعلان الرئيسية

أخبار عاجلة

إعلان في أعلي التدوينة

الحركة العمالية تكتسب المزيد من الأرض في أوروبا! Arbejderbevægelsen vinder frem i Europa!APK-Arbejderpartiet Kommunisterne

 Arbejderbevægelsen vinder frem i Europa!

I 2020 satte covid-epidemien verdensøkonomien delvist i stå. Millioner af arbejdere mistede deres job. Alle arbejdere blev udsat for enorm lønnedgang, og vigtige sektorer af arbejdere blev tvunget til at arbejde under dårlige og farlige forhold. “Frontlinjearbejderne”, især kvinderne, blev “fejret”, men de måtte kæmpe, der hvor de har fået en vis anerkendelse gennem lønstigninger. Arbejdergiverne har brugt denne periode til at øge udbytningen, indføre sociale tilbageslag under påskud af at “redde” økonomien og de har modtaget milliarder af offentlige penge.

Da pandemien var overstået, indkaldte arbejdsgivere og regeringer til en generel mobilisering for at sikre et boost i økonomien. Det betød i virkeligheden øget profit og overudnyttelse af arbejdskraften. Inflationen begyndte at stige og sænkede reallønnen.

Arbejdernes modstand begyndte at organisere sig, på forskellige niveauer, skridt for skridt; nødvendigheden af højere lønninger var vidt udbredt.

Invasionen af Ukraine har alvorligt forværret konflikterne og rivaliseringen mellem russisk og vestlig imperialisme. Priserne på olie, gas og fødevarer er skudt i vejret, så arbejderne og den brede befolkning må betale for konsekvenserne af den reaktionære krig. Sanktioner og militarisering har forårsaget skyhøj inflation, hvilket fører til brutal fattiggørelse af arbejdere og folk.

“Nu er det vores tur!”

Kravet om højere lønninger begyndte at stige i alle lande: mobiliseringer, strejker, demonstrationer blev mere og mere en måde at tvinge dem igennem over for arbejdsgiverne. Det er en tendens, med forskellige niveauer og rytmer, men den kan ses i alle lande, og klassekampen, arbejdernes styrke, når de kæmper sammen, og arbejderklassens betydning har gjort sig mere og mere gældende.

Lad os give nogle eksempler.

Tyskland har en bølge af kraftige mobiliseringer og strejker, som ikke er set i mange år, udviklet sig i mange sektorer med konkrete krav, som har været højere end tidligere. Der var en “ny vilje” blandt arbejderne, mere vilje til at vinde og en generel følelse af solidaritet og støtte til dem, der var engageret i kampen. Det har arbejderne indenfor sundhed, uddannelse, offentlig transport kunnet mærke. Hverken regering eller arbejdsgivere kunne vende de andre sektorer mod de strejkende. De reformistiske fagforeningsledere var nødt til at tage højde for denne situation. De blev tvunget til en mere radikal demagogi og endda til at udvide strejkerne.

Arbejdsgivere, fagforeningsledere og koalitionsregeringen indgik et kompromis om at stoppe strejkebølgen med en lønforhøjelse, der lå under den officielle inflation. En ny generation af militante arbejdere er gået sammen i denne kamp og har fået mere selvtillid i forhold til arbejdernes styrke. Det er indlysende, at andre kampe vil følge.

Italien har den højreekstreme regering i storkapitalens tjeneste indledt et brutalt angreb på arbejderklassen, de fattige og migranterne. Arbejdsmarkedet er blevet mere liberaliseret og prekariseret, socialhjælpen er blevet stoppet, mindstelønnen er blevet taget af dagsordenen, og den særlige beskyttelse af migranter er blevet afskaffet.

Under disse forhold udvikler kampen for bedre arbejdsforhold, for at hæve lønnen og stoppe afskedigelser sig: for eksempel på Stellantis og Arcelor Mittals fabrikker, i logistik-, transport-, sundheds- og plejesektoren, mens den eksemplariske kamp, der føres af GKN’s arbejderkollektiv, fortsætter.

Norge er borgerskabet og de store monopoler “krigsprofitører”, især på grund af de høje gaspriser. Alligevel er arbejdernes realindkomst faldet de sidste tre år. Efter fire dages arbejdsnedlæggelse i den private sektor, der involverede 25.000 arbejdere, forhandlede den reformistiske ledelse af fagforeningsforbundet i april et lønkompromis, der kun kompenserer for inflationen for et mindretal. Ikke desto mindre har arbejderne oplevet deres styrke og evne til at afvise angrebene på deres leve- og arbejdsvilkår.

Spanien er inflationen 7,5%, arbejdsløsheden 13,1%, blandt de unge 29,26%, og 28% af befolkningen lever på fattigdomsgrænsen. To store demonstrationer med hundredtusindvis af deltagere fandt sted til støtte for det offentlige sundhedssystem, organiseret af lokale initiativer. Sektorer af arbejdere (rengøring, hotel..), som kun havde lidt kontakt med fagforeningerne, er gået ind i kampen og forsøger at koordinere deres kamp. Nødvendigheden af at organisere modstanden mod planen om privatisering af de offentlige sektorer er på dagsordenen. Med de seneste lokalvalg og det forestående parlamentsvalg er den politiske scene ustabil, og højrefløjspartierne truer med at komme til magten.

Danmark, hvor de store monopolers profitter er høje, havde arbejderne denne gang store forventninger til en reel lønstigning ved de nationale overenskomstforhandlinger. I stedet indgik arbejdsgiverne og fagforeningslederne en aftale med en lille reel stigning og overlod det til de lokale forhandlinger at opnå mere, hvilket negligerede klassens kollektive kampkraft. Nogle arbejdere begynder at tage kampen for højere lønninger i egen hånd, da arbejdergiverne nægter at betale. Spørgsmålet om “social dumping”, der overudnytter især migrantarbejdere, er et vigtigt spørgsmål for store grupper af arbejdere, som kæmper imod og styrker solidariteten mellem alle arbejderne. Regeringen har besluttet at omdanne en fridag til en arbejdsdag for at finansiere det øgede krigsbudget, hvilket udløste en enorm demonstration og protest.

Tyrkiet dominerede præsident- og parlamentsvalget den politiske situation. Det dækkede over den dramatiske inflation på 40% i de første fire måneder af 2023, og alle de store problemer, som arbejderne og folket står over for, som f.eks. jordskælvet. Efter valget er det indlysende, at alle disse problemer vil være tilbage på dagsordenen.

Frankrig: “Nej til 64 år”

Den kraftfulde bevægelse af demonstrationer (13 i alt, inklusive 1. maj) og strejker, der begyndte i januar 2023, mod reformen af pensionssystemet, har mobiliseret millioner af arbejdere, unge, kvinder … Bevægelsen blev samlet omkring det konkrete krav : “Nej til 64”, som er blevet fremmet af en bred koalition af de største fagforeninger, ungdomsorganisationer, med støtte fra en lang række foreninger, venstreorienterede politiske partier… Denne bevægelse er også en fortsættelse af tidligere bevægelser mod antiarbejder- og antifolkelige reformer og finder sted i forbindelse med en bølge af strejker for højere lønninger, der begyndte i 2019. Den modreform førte til stemningen “nok er nok “, denne gang er det nej”. Nej til udnyttelse, nej til at arbejde indtil graven.

Denne bevægelse har mange aspekter, som tilsammen har givet den styrke og beslutsomhed, der kommer til udtryk i sloganet “vi giver ikke op”. I spidsen for denne kamp står arbejderklassen, som har deltaget i alle byer, produktionscentre over hele landet… Den har tiltrukket store dele af arbejderne og befolkningen og selv i dag er 90% af arbejderne stadig imod reformen, selvom regeringen har gennemtvunget den. Den måde, den har gennemtvunget reformen på, ved at bruge alle forfatningens tricks – mange af dem er helt ukendte for befolkningen – og ved at bruge provokationer og politiundertrykkelse, har øget arbejdernes og de unges beslutsomhed…

Bevægelsen har ikke lammet økonomien, selv om vigtige sektorer var involveret i kontinuerlige strejker. Det er en lektie, som mange arbejdere har i tankerne i dag.

Den generelle følelse er tilfredshed med at have demonstreret arbejderbevægelsens styrke, dens evne til at forene sig omkring konkrete krav. Der er mange erfaringer at dele og diskutere, og bevidstheden om, at det er hele systemet, det kapitalistiske imperialistiske system, der er den største hindring at overvinde, vokser.

Bevægelse er blevet fulgt med stor sympati internationalt. Den har stimuleret arbejderne, de militante og trøstet dem i tanken om, at “ja, det er muligt for arbejderne at kæmpe, at forene sig, at tage initiativ” mod kapitalen og dens system.

Nogle konklusioner

De alvorlige konsekvenser af Covid 19-politikken – fattiggørelsen af arbejdere og folk, inflation og enorme omkostninger ved krigen i Ukraine – fører til en opvågnen af arbejderbevægelsen i Europa på forskellige niveauer, men i samme retning og med lignende krav.

Arbejderne og folket står ved et vendepunkt, hvor de ikke længere kan bære de fortsatte angreb fra kapitalisterne og deres stat. I denne kamp voksede arbejdernes bevidsthed, og deres selvtillid steg.

Tvunget af kapitalens stigende angreb og systemets hastigt voksende manglende evne til at opfylde arbejdernes og den brede befolknings krav og håb, vil kampen udvikle sig og intensiveres i den kommende tid.

Det er vores pligt at udvikle bevidstheden, at bekæmpe den reformistiske indflydelse, der fremmes af reformistiske og opportunistiske kræfter, at vise en vej, at styrke enheden og at lede kampen mod hele kapitalsystemet.

Kapitalismen ødelægger vores liv

Dette system er ikke vores, vi må bekæmpe det.

Kun socialismen kan løse disse problemer til fordel for arbejderklassen, de brede masser, folket med et nyt og bedre samfund uden udbytning af arbejderne.

28.5.2023

Kommunike fra det regionale europæiske møde i CIPOML – Den Internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer

الحركة العمالية تكتسب المزيد من الأرض في أوروبا!

في عام 2020، أدى وباء كوفيد إلى توقف الاقتصاد العالمي جزئيًا. فقد ملايين العمال وظائفهم. عانى جميع العمال من تخفيضات كبيرة في الأجور واضطرت قطاعات مهمة من العمال إلى العمل في ظروف سيئة وخطيرة. لقد تم "الاحتفاء" بـ "العاملين في الخطوط الأمامية"، وخاصة النساء، لكن كان عليهم أن يكافحوا حيث حصلوا على بعض الاعتراف من خلال زيادة الأجور. لقد استغل أصحاب العمل هذه الفترة لزيادة الأرباح، وإحداث رد فعل اجتماعي عنيف بحجة "إنقاذ" الاقتصاد وحصلوا على مليارات من الأموال العامة.

بمجرد انتهاء الوباء، دعا أصحاب العمل والحكومات إلى تعبئة عامة لضمان تعزيز الاقتصاد. في الواقع، كان هذا يعني زيادة الأرباح والإفراط في استخدام العمالة. وبدأ التضخم في الارتفاع، مما أدى إلى انخفاض الأجور الحقيقية.

وبدأت المقاومة العمالية تنتظم، على مستويات مختلفة، خطوة بخطوة. وكانت الحاجة إلى زيادة الأجور منتشرة على نطاق واسع.

لقد أدى غزو أوكرانيا إلى تفاقم الصراعات والتنافس بين الإمبريالية الروسية والغربية بشكل خطير. لقد ارتفعت أسعار النفط والغاز والغذاء بشكل كبير، بحيث يتعين على العمال وعامة السكان أن يدفعوا ثمن عواقب الحرب الرجعية. فقد تسببت العقوبات والعسكرة في ارتفاع معدلات التضخم، مما أدى إلى إفقار العمال والناس بشكل وحشي.

"الآن حان دورنا!"

بدأت المطالبة بزيادة الأجور في الارتفاع في جميع البلدان: أصبحت التعبئة والإضرابات والمظاهرات أكثر فأكثر وسيلة لإجبار العمال على الوصول إلى أصحاب العمل. إنه اتجاه ذو مستويات وإيقاعات مختلفة، ولكن يمكن رؤيته في جميع البلدان، والصراع الطبقي، وقوة العمال عندما يقاتلون معًا، وأهمية الطبقة العاملة جعلت نفسها محسوسة أكثر فأكثر.

دعونا نعطي بعض الأمثلة.

في ألمانيا، تطورت موجة من التعبئة والإضرابات القوية، التي لم نشهدها منذ سنوات عديدة، في العديد من القطاعات مع مطالب ملموسة أعلى من ذي قبل. كانت هناك "إرادة جديدة" بين العمال، المزيد من الإرادة للفوز وشعور عام بالتضامن والدعم لأولئك المنخرطين في النضال. وقد شعر بذلك العاملون في مجالات الصحة والتعليم والنقل العام. ولم تتمكن الحكومة ولا أصحاب العمل من قلب القطاعات الأخرى ضد المضربين. وكان على القادة النقابيين الإصلاحيين أن يأخذوا هذا الوضع بعين الاعتبار. لقد اضطروا إلى اتباع ديماغوجية أكثر تطرفا وحتى تمديد الإضرابات.

توصل أصحاب العمل وزعماء النقابات والحكومة الائتلافية إلى حل وسط لإنهاء موجة الإضرابات مع زيادة الأجور إلى أقل من التضخم الرسمي. لقد انضم جيل جديد من العمال المناضلين إلى هذا النضال واكتسب المزيد من الثقة في قوة العمال. ومن الواضح أن مباريات أخرى ستتبع.

وفي إيطاليا، شنت الحكومة اليمينية المتطرفة، التي تخدم رأس المال الكبير، هجومًا وحشيًا على الطبقة العاملة والفقراء والمهاجرين. فقد أصبح سوق العمل أكثر تحررا وخطورة، وتوقفت المساعدات الاجتماعية، وتم حذف الحد الأدنى للأجور من جدول الأعمال، وتم إلغاء الحماية الخاصة للمهاجرين.

في ظل هذه الظروف، يتطور النضال من أجل ظروف عمل أفضل، ولرفع الأجور ووقف الاستغناء عن العمالة: على سبيل المثال في مصانع ستيلانتيس وأرسيلور ميتال، في قطاعات الخدمات اللوجستية والنقل والصحة والرعاية، في حين أن النضال المثالي الذي تخوضه جمعية عمال GKN ، متواصل.

في النرويج، تعتبر البرجوازية والاحتكارات الكبرى "منتفعين من الحرب"، خاصة بسبب ارتفاع أسعار الغاز. ومع ذلك فقد انخفض الدخل الحقيقي للعمال على مدى الأعوام الثلاثة الماضية. وبعد أربعة أيام من الإضرابات عن العمل في القطاع الخاص والتي شارك فيها 25 ألف عامل، تفاوضت القيادة الإصلاحية لاتحاد النقابات العمالية على تسوية بشأن الأجور في أبريل/نيسان لا تعوض سوى التضخم بالنسبة للأقلية. ورغم ذلك فقد اختبر العمال قوتهم وقدرتهم على صد الاعتداءات على ظروفهم المعيشية والعملية.

وفي إسبانيا يبلغ معدل التضخم 7.5%، والبطالة 13.1%، وبين الشباب 29.26%، ويعيش 28% من السكان على خط الفقر. ونظمت تظاهرتان كبيرتان شارك فيهما مئات الآلاف من المشاركين دعماً لنظام الصحة العامة، من خلال مبادرات محلية. قطاعات العمال (النظافة، الفندقة..) التي لم يكن لها اتصال يذكر بالنقابات، دخلت في المعركة وتحاول تنسيق نضالها. وضرورة تنظيم المعارضة لخطة خصخصة القطاع العام على جدول الأعمال. ومع الانتخابات المحلية الأخيرة والانتخابات العامة الوشيكة، أصبح المشهد السياسي غير مستقر والأحزاب اليمينية مهددة بالوصول إلى السلطة.

وفي الدنمرك، حيث أرباح الاحتكارات الكبرى مرتفعة، كان لدى العمال هذه المرة توقعات عالية بزيادة حقيقية في الأجور في مفاوضات المفاوضة الجماعية الوطنية. وبدلاً من ذلك، توصل أصحاب العمل وزعماء النقابات إلى اتفاق يقضي بزيادة حقيقية صغيرة وتركوا الأمر للمفاوضات المحلية لتحقيق المزيد، متجاهلين القوة القتالية الجماعية للطبقة. بدأ بعض العمال في أخذ النضال من أجل زيادة الأجور بأيديهم لأن أصحاب العمل يرفضون الدفع. وتشكل قضية "الإغراق الاجتماعي" التي تستغل العمال المهاجرين بشكل خاص، قضية مهمة لفئات كبيرة من العمال الذين يناضلون ويعززون التضامن بين جميع العمال. قررت الحكومة تحويل يوم العطلة إلى يوم عمل لتمويل ميزانية الحرب المتزايدة، مما أثار مظاهرة واحتجاجات ضخمة.

وفي تركيا، هيمنت الانتخابات الرئاسية والبرلمانية على الوضع السياسي. وغطى التضخم الكبير الذي بلغ 40% في الأشهر الأربعة الأولى من عام 2023، وجميع المشاكل الكبرى التي تواجه العمال والشعب، مثل الزلزال. ومن الواضح بعد الانتخابات أن كل هذه القضايا ستعود إلى جدول الأعمال.

فرنسا: "لا لـ 64 عاماً"

أدت حركة المظاهرات القوية (13 في المجموع، بما في ذلك 1 مايو) والإضرابات التي بدأت في يناير 2023، ضد إصلاح نظام التقاعد، إلى حشد ملايين العمال والشباب والنساء... تجمعت الحركة حول الخرسانة المطالبة: "لا لـ 64" التي يروج لها ائتلاف واسع من أكبر النقابات والمنظمات الشبابية وبدعم من عدد كبير من الجمعيات والأحزاب السياسية اليسارية... كما أن هذا الحراك هو استمرار للحركات السابقة الحركات ضد الإصلاحات المناهضة للعمال والمناهضة للشعب، وتحدث فيما يتعلق بموجة من الإضرابات للمطالبة بزيادة الأجور بدءًا من عام 2019. وقد أدى هذا الإصلاح المضاد إلى شعور "كفى"، لكن هذه المرة لا. لا للاستغلال، لا للعمل حتى القبر.

ولهذا الحراك جوانب عديدة أعطت في مجملها القوة والعزيمة التي عبر عنها شعار "لا نستسلم". وفي طليعة هذا النضال هي الطبقة العاملة، التي شاركت في جميع المدن ومراكز الإنتاج في جميع أنحاء البلاد... وقد اجتذبت قطاعات واسعة من العمال والسكان وحتى اليوم 90٪ من العمال لا يزالون ضد الإصلاح رغم أن الحكومة فرضت عليه. إن الطريقة التي فرضت بها الإصلاح، باستخدام كل حيل الدستور – والكثير منها غير معروف تمامًا للشعب – واستخدام الاستفزازات والقمع البوليسي، زادت من تصميم العمال والشباب…

ولم تشل الحركة الاقتصاد، رغم انخراط قطاعات مهمة في إضرابات متواصلة. إنه درس يدور في أذهان العديد من العمال اليوم.

الشعور العام هو الرضا عن إظهار قوة الحركة العمالية وقدرتها على التوحد حول مطالب ملموسة. هناك العديد من التجارب التي يجب تبادلها ومناقشتها، والوعي يتزايد بأن النظام برمته، النظام الإمبريالي الرأسمالي، هو أكبر عقبة يجب التغلب عليها.

وقد تمت متابعة الحركة بتعاطف كبير على المستوى الدولي. لقد حفزت العمال والمناضلين وعزتهم بفكرة أنه "نعم، من الممكن للعمال أن يناضلوا ويتحدوا ويأخذوا زمام المبادرة" ضد رأس المال ونظامه.

بعض الاستنتاجات

إن العواقب الوخيمة لسياسة كوفيد 19 – إفقار العمال والناس، والتضخم والتكاليف الباهظة للحرب في أوكرانيا – تؤدي إلى صحوة الحركة العمالية في أوروبا على مستويات مختلفة، ولكن في نفس الاتجاه وبنفس الاتجاه. مطالب مماثلة.

لقد وصل العمال والشعب إلى نقطة تحول حيث لم يعد بإمكانهم تحمل الهجمات المستمرة من قبل الرأسماليين ودولتهم. وفي هذا النضال نما وعي العمال وزادت ثقتهم بأنفسهم.

وبسبب الهجمة الرأسمالية المتزايدة والعجز المتزايد بسرعة للنظام عن تلبية مطالب وآمال العمال وعامة السكان، فإن النضال سوف يتطور ويتكثف في المستقبل.

ومن واجبنا تنمية الوعي، ومكافحة التأثير الإصلاحي الذي تروج له القوى الإصلاحية والانتهازية، وإظهار الطريق، وتعزيز الوحدة، وقيادة النضال ضد النظام الرأسمالي برمته.

الرأسمالية تدمر حياتنا

هذا النظام ليس نظامنا، وعلينا أن نحاربه.

الاشتراكية وحدها هي القادرة على حل هذه المشاكل لصالح الطبقة العاملة، والجماهير العريضة، والشعب في مجتمع جديد وأفضل دون استغلال العمال.

28.5.2023

بيان صادر عن الاجتماع الأوروبي الإقليمي لـ CIPOML – المؤتمر الدولي للأحزاب والمنظمات الماركسية اللينينية

عن موقع

APK-Arbejderpartiet Kommunisterne




ليست هناك تعليقات:

إرسال تعليق

إعلان في أسفل التدوينة

إتصل بنا

نموذج الاتصال

الاسم

بريد إلكتروني *

رسالة *